Udtrykket bliver ofte nævnt, men min påstand er nej. Ligesom der heller ikke findes nogen der er den fødte VVS´er eller den fødte elitesportsudøver. Det er noget der kommer med viden og træning📈
Til gengæld anerkender jeg fuldt ud at der er nogle personer, som mere naturligt kommer i centrum og som folk automatisk følger, men hvorfor egentlig? Hvad er det den type mennesker kan og har til fælles? – det vil jeg gerne komme med mit bud på her i fire trin.
1. 👉🏻 Proaktiv. Vedkommende er bevidst om at han/hun er herre i eget liv, og selv har den primære indflydelse. Det indebærer også en bevidsthed om at man agerer der hvor man faktisk kan gøre reel forskel, og ikke bruger for meget tid på ting man alligevel ikke kan gøre noget ved. Det betyder også at personens indflydelse løbende vil blive øget.
2. 👉🏻 Målsætning. Vedkommende sætter løbende mål for hvad der skal ske, og det kan både være på den korte og den lange bane. For proaktive mennesker er det ofte naturligt, men for ikke-proaktive mennesker bliver livet ofte bare noget der kører derudaf, uden man egentlig forholder sig aktivt til hvad man gør.
3. 👉🏻 Planlægning. Det er ikke nok bare at være proaktiv og sætte mål. Man er også nødt til at kunne lægge en plan og rent faktisk eksekvere den, så man får realiseret sine mål. Det kan både være noget man gør selv eller noget man gør gennem andre (uddelegerer). Mange af os kender sikkert nogen der er rigtig gode til at få ideer og forestille sig hvor fedt det kunne være, men som er dårlige til at få tingene fra hånden – til at få eksekveret.
4. 👉🏻 Mod. Man skal også være modig nok til at sige hvad man tænker og mener. Det er ikke nok at have ovenstående personlige effektivitet, hvis ikke man får spillet sig selv på banen.
Min påstand er at mennesker der behersker ovenstående, er personer som andre ofte vil følge. Det gælder uanset om der er tale om en virksomhed, den lokale sportsklub eller lederen i en bande.
Grundlæggende handler det altså om det personlige lederskab, og det er der nogle der enten har lært hjemmefra, eller selv fundet ud af med tiden.
Er man så en dygtig leder når man behersker ovenstående? Overhovedet ikke – ikke nødvendigvis i hvert fald. Men man har taget de første grundlæggende skridt mod kontrol og effektivitet i eget liv, og det er dér rejsen starter.
Så kommer der kommunikation med andre, adfærdsforståelse og mange andre ting, som er med til at udgøre den værktøjskasse, og skabe den integritet der er afgørende for at kunne lede effektivt gennem andre, men det er en helt anden sag 😊